Pårørende til en spilafhængig — hvad man kan, og hvad man ikke kan
Available in US
Telefonopkaldet, hvor en mor spurgte det samme spørgsmål, som 39 procent af pårørende stiller
En mor til en voksen søn fortalte mig engang, at hun havde ringet til StopSpillet efter måneders bekymring. Hun vidste, at hendes søn brugte penge på spil, men ikke hvor meget. Hun havde forsøgt at tage emnet op med ham, og han havde afvist det. Hun sad med spørgsmålet alle pårørende stiller: hvad kan jeg gøre, hvad skal jeg lade være med at gøre, og hvornår er det for meget at være involveret. Rådgiveren lyttede i lang tid. Derefter gav han hende et svar, der er enklere i ord, end det er i udførelse: du kan være der, men du kan ikke tage beslutningen for ham.
Denne artikel er rettet til pårørende. Partnere, forældre, søskende, børn af voksne spillere, nære venner. Den gennemgår de første signaler, den svære samtale, hvordan man støtter uden at overtage, og — mindst lige så vigtigt — hvordan man passer på sig selv i processen. Pårørende er ofte den første linje, der ser problemet udvikle sig, men de er også dem, der brænder ud, hvis de ikke har egne ressourcer at trække på.
Tallene illustrerer omfanget. I 2024 modtog StopSpillet 544 henvendelser, hvoraf 39 procent — altså 212 — kom fra pårørende. Det er en betydelig andel. Mange pårørende ringer, fordi de ikke ved, hvem de ellers skal tale med, og fordi de ofte er ude af stand til at tale med spilleren direkte.
Første signaler man fanger
Pårørende ser ofte signaler tidligere end spilleren selv anerkender dem. Det er en fordel — tidlig intervention har bedre udsigter — men det er også en byrde, fordi viden uden evne til at handle er frustrerende.
De tidlige signaler, pårørende ofte fanger, falder i flere kategorier. Adfærdsmæssigt er der ændring i humør, der korrelerer med sports-resultater. Spilleren virker nedstemt efter en kamp, endda opstemt uforholdsmæssigt efter en sejr. Kampe fylder mentalt mere end før. Der er mere tid brugt alene foran skærmen.
Kommunikativt bliver spilleren mere tavs om tidsforbrug og økonomi. Hvor han tidligere åbent fortalte om en god eller dårlig weekend, bliver detaljerne nu vage. Spørgsmål om hvad han lavede i går aftes mødes med korte svar. Det er ikke altid et tegn — voksne mennesker har ret til privatliv — men kombineret med andre signaler kan det være markør.
Økonomisk bliver mønstre ujævne. Penge er der i starten af måneden, men væk to uger senere. Der er småløn-relaterede stressperioder, selv om lønnen er normal. Kreditkortregninger vokser uden tilsvarende forbrug. Spilleren kan begynde at låne små beløb, “til jeg får lønnen”, som ikke altid tilbagebetales.
Data om spilproblemer bekræfter mønstrene. Omkring 478 000 voksne danskere har mindst lave niveauer af spilproblemer, 29 500 har alvorlige. Bag disse tal er der pårørende, der bekymrer sig. Andelen af StopSpillet-henvendelser fra pårørende (39 procent i 2024) fortæller, at pårørende ofte identificerer problemet før spilleren selv.
Anders Dorph, direktøren for Spillemyndigheden, har formuleret ROFUS-systemets funktion klart: det stigende antal registrerede fortæller, at det er et nyttigt og meget relevant værktøj. For pårørende er det værdifuldt at vide, at ROFUS eksisterer — og at operatørerne er forpligtet til at henvise til det — fordi ROFUS er et af de værktøjer, der kan være svaret, når spilleren er klar til handling.
Samtalen, der er svær
At tage emnet op med spilleren er oftest det sværeste. Direkte konfrontation fungerer sjældent i begyndelsen. Det gør folk defensive. De benægter. De trækker sig. I værste fald udløser det konflikter, der forstærker spillet som mental flugt i stedet for at reducere det.
Hvad fungerer bedre? Bekymring ikke-anklagende. I stedet for at sige “du spiller for meget”, sig “jeg har bemærket, at du virker mere presset på det seneste, og jeg er bekymret for, om alt er okay”. Det åbner en samtale uden at lukke den med en diagnose. Det sætter spilleren i en position, hvor han kan tale om sig selv i stedet for at forsvare sig.
Vælg tidspunkt og kontekst. Ikke efter en tabskamp, hvor følelserne er rå. Ikke ved festaftener, hvor der er alkohol. Ikke midt i en stresset periode på jobbet. Vælg et roligt øjeblik, gerne når I er alene, og når der er tid til at samtalen kan udvikle sig. Fredag aftener kan være dårlige (hvis weekender er spille-intensive); en tirsdag aften kan være bedre.
Vær klar til at lytte mere end at tale. Hvis spilleren begynder at åbne op — selv hvis det er i små stykker — er din rolle ikke at løse problemet, men at være til stede. Løsningerne kommer senere og gennem flere samtaler. Den første samtale er om at etablere, at emnet kan diskuteres uden at det eksploderer.
Acceptér, at samtalen sjældent er én enkelt begivenhed. Det er en proces. Den første samtale kan ende uden konkret resultat. Den femte samtale kan være den, der åbner virkelig forandring. Vær tålmodig, men vær også konsistent. Undgå at tale om det hele tiden, men lad det ikke forsvinde, når det én gang er bragt op.
Kommentator Morten Bruun har i andre sammenhænge formuleret en iagttagelse, der er relevant her: mål er simpelthen tiltrækkende, og han har aldrig siddet på stadion og været sur over, at der scores. Den enkelhed — at fodbold trækker ved grundlæggende følelser — er en del af, hvorfor mennesker er tiltrukket til spillet. At forstå den tiltrækning er forudsætningen for at tale om, hvorfor den kan være farlig, uden at afvise selve spillet som aktivitet.
Praktisk støtte uden overtagelse
Den sværeste balance for pårørende er at give støtte uden at tage ansvaret for spilleren. Det er to forskellige roller, og forveksling imellem dem skader begge parter.
Støtte betyder: være der. Lytte. Tilbyde information om ressourcer (ROFUS, StopSpillet, Center for Ludomani) uden at presse. Bakke op, når spilleren tager skridt — for eksempel ved at tilmelde sig ROFUS eller ringe StopSpillet. Holde om i svære øjeblikke uden at dramatisere.
Overtagelse betyder: løse problemerne for spilleren. Betale hans gæld. Ringe StopSpillet på hans vegne. Tilmelde ham ROFUS uden hans samtykke. Lyve for andre familiemedlemmer for at dække. Alle disse handlinger er velmenende, men de fjerner agency fra spilleren og skaber medafhængighed — en tilstand, hvor den pårørende bliver del af problemet.
Statistikken om alvorlige konsekvenser er kontekst værd at kende. 25 procent af mennesker med ludomani har begået kriminalitet for at skaffe penge til spil. 29 procent har haft selvmordstanker. 22 procent har forsøgt selvmord. Det er ikke statistik, der er behagelig at læse, og pårørende er ofte dem, der først mærker, når situationen nærmer sig sådanne ekstremer. Beredskabet her er at kende de akutte ressourcer (112 ved umiddelbar fare, 1813 eller psykiatrisk skadestue i Regionen ved akut psykisk krise) og at have dem synlige.
Økonomiske grænser er en konkret del af støtten. Mange pårørende bliver bedt om at låne penge — “bare denne gang, til at rette op”. Svaret må oftest være nej. Ikke af mangel på omsorg, men fordi lån under disse omstændigheder næsten aldrig løser problemet og typisk eskalerer det. Grænser skal sættes, også selv om det gør ondt, og også selv om spilleren reagerer negativt på dem.
Ludomaniforeningens data viser, at 66 procent af Center for Ludomanis klienter har hovedproblem med online-spil, hvoraf 54 procent foretrækker odds og live-betting. Det er de samme aktiviteter, pårørende ofte ser fylde deres familiemedlems hverdag. Det er godt at vide, at behandling for specifikt den form for problematisk spil findes, og at den er tilgængelig. Center for Ludomani tilbyder gratis behandling til cirka halvdelen af de 1 100 danskere, der årligt kommer i ludomani-behandling.
Hjælp til dig selv
Det her er den sektion, pårørende ofte glemmer. Hvis du støtter en, der kæmper med spilproblemer, skal du også passe på dig selv — ikke som luksus, men som nødvendighed.
Medafhængighed er en reel tilstand. Det er defineret som en situation, hvor man er så fokuseret på at hjælpe en anden, at man glemmer sine egne behov, eller hvor ens egen identitet bliver defineret af den andens problemer. Det kan lyde som omsorg i begyndelsen, men over tid bliver det destruktivt for den pårørende selv.
Signaler, der skal bekymre dig om din egen tilstand: du sover dårligt, fordi du bekymrer dig om den andens adfærd. Du tjekker deres økonomi eller kontoudtog, selv om de ikke har bedt dig om det. Du prioriterer dem over dit eget arbejde, sundhed eller sociale liv. Du mister interesse i ting, der før gav dig glæde. Du føler skam eller skyld over situationer, du ikke har kontrol over.
Ressourcer for pårørende er tilgængelige. StopSpillet tager imod opkald fra pårørende med samme anonymitet som fra spillere — 39 procent af deres 544 opkald i 2024 var fra pårørende. Ludomaniforeningen har støtte-grupper for pårørende. Center for Ludomani tilbyder rådgivning, der inkluderer pårørende-perspektivet. Flere af disse ressourcer er gratis.
En professionel samtale kan også være værd at overveje. En psykolog, der er specialiseret i afhængighed eller i familieterapi, kan hjælpe dig med at navigere det, du føler. Det er ikke fordi du er “syg”. Det er fordi situationen er tung, og at have nogen objektiv at tale med er en værdifuld ressource.
Social støtte. Tal med venner, du stoler på. Mange pårørende skammer sig over situationen og holder den for sig selv, hvilket intensiverer isolation og stress. Nogle få venner, der kender situationen, er uvurderlige.
Vigtigst: husk, at du ikke er ansvarlig for spillerens valg. Du kan være en støtte, en ressource, en kærlighedskilde. Men beslutningen om at søge hjælp eller at ændre adfærd ligger hos spilleren. Det er ikke din fejl, når beslutningen er langsom, og det er ikke din succes, når den endelig kommer. Den tilhører dem.
For den bredere ramme omkring ROFUS, StopSpillet og ansvarligt spil i praksis — som er den infrastruktur, pårørende-rollen eksisterer indenfor — er vores gennemgang af ansvarligt spil i praksis det naturlige udgangspunkt. Hele den analytiske ramme for fodbold-væddemål er samlet i den samlede bet tips-guide for Superligaen.
Roller man kan vokse i
At være pårørende til en med spilproblemer er en rolle, ingen vælger, men mange ender i. Det er en rolle, der kan være ensom, frustrerende, og langvarig. Det er også en rolle, der kan være meningsfuld — hvor støtten du giver faktisk gør en forskel, selv om du ikke altid ser det tydeligt i øjeblikket.
De pårørende, jeg har kendt, der har navigeret situationen bedst, har en ting til fælles: de har accepteret, at de ikke kunne løse problemet, men at de kunne være til stede mens det blev løst. Den forskel er enorm. At være til stede er det, pårørende unikt kan levere. At løse er uden for deres rækkevidde, uanset hvor meget de ønsker det.
Skal jeg betale gammel spilgæld for min partner?
Generelt ikke. Betaling af spilgæld i en nær relation giver oftest kortvarig lettelse, men fjerner den naturlige konsekvens, der driver motivation til forandring. Det kan også sætte dig selv i økonomisk pressen situation. Hvis gælden er kritisk (inkasso, retslige skridt), er professionel rådgivning — gældsrådgivning, socialrådgiver — det rette skridt, ikke direkte betaling. StopSpillet kan hjælpe med at guide til de rigtige ressourcer.
Hvornår går det fra støtte til at blive medafhængig?
Det er et spektrum, ikke en tærskel. Signaler på medafhængighed inkluderer: du prioriterer den andens spilproblem over egne behov, du føler skyld for situationer uden for din kontrol, du tjekker eller overvåger deres adfærd, du mister interesse i ting, der før gav glæde. Når disse mønstre bliver vedvarende, er det tid til at søge egen støtte — gennem StopSpillet, Ludomaniforeningen, eller en psykolog, der kan hjælpe dig med at navigere rollen uden at miste dig selv.
Skabt af redaktionen på ”bet Tips Fodbold”.
